Læs også hele Pinligt-serien

 
 
Pinligt! fire gode julegerninger.
 
 
 
Christina går i 6. klasse. Hun er fast besluttet på at redde julen for alle fattige og ensomme, for det er jo i virkeligheden det, julen handler om: at gøre noget for andre. Det er imidlertid svært alene, og der er ikke megen hjælp at hente fra familien. Men når først Christina går i aktion, så bliver alle involveret, uanset om de vil eller ej.
 
Hvis du kender Ditte fra Pinligt-serien, kan du godt glæde dig til at møde hendes foretagsomme lillesøster i fuld aktion.
 
Pinligt! fire gode julegerninger er en adventskalender med fire kapitler, beregnet til oplæsning for hele familien. Et kapitel hver adventssøndag. Eller om fredagen, hvis I læser den henne i skolen.
 
 
 
Uddrag af anmeldelser
 
Sjov julehistorie i 4 kapitler for hele familien, hvor der er et kapitel til hver advent. Men bogen er så godt skrevet, at jeg tvivler på, at alle kan vente til næste uge med at læse i den. Underholdende fortalt med godt flow i handlingen. God som højlæsningsbog fx i skolen.
Lektør: Stine Veisegaard
 
 
Nu er den her. Advents-bogen, som familien – uden rigtig at være klar over det – altid har savnet.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved bogen er, at den formår at fortælle om julen på en måde, der på én gang er hyggelig, moderne og tro mod det, det hele handler om: at gøre noget for andre.
Læs adventsbogen hvis I vil have noget ekstra at samles om som familie hver søndag i advent. Alle får noget ud af at lytte med.
Line Dahl, www.børnibyen.dk
 
 
Jule(u)fred
Forfatteren Henrik Nilaus er en mester i at beskrive pinlige situationer. Som læser af Pinligt – Fire gode julegerninger kommer du til at grine af og krumme tæer over både børns og voksnes opførsel. Men Nilaus’ bog, der er bygget op som en adventskalender, kan noget mere. Forfatteren prikker nemlig til nogle emner, der kan være svære at snakke om: at julen handler om at være god ved andre og have øje for, at der er mange, der har det svært under højtiden.
Emil Blichfeldt, Weekendavisen
 
 
Pinligt! Fire gode julegerninger er en adventskalender i 4 kapitler - lige til at læse højt i en 5.- 6. klasse eller for familien. Henrik Nilaus har skrevet en julebog der bringer smilet frem hos både store og små. Måske kender du allerede Christina. Det er Ditte fra Pinligt-seriens lillesøster. Er du vild med den serie, vil du også elske Pinligt! Fire gode julegerninger.
Her er garanti for julestemning. Det skal Christina nok sørge for.
Æseløre.dk / Rikke Dyrhave
 
 
Hyggelige højtlæsningsløjer from Henrik Nilaus to all of us!
Henrik Nilaus’ fortræffelige serie om pigen Ditte består af de fem bind Pinligt! 
Læringscentret, Bent Rasmussen
 
 
Pinligt! fire gode julegerninger er en adventskalenderbog, som består af fire kapitler. Ideen med en adventskalenderbog er, at det er en bog, der er rettet mod fortravlede forældre, som ikke har tid / når at læse en almindelig kalenderhistorie med 24 kapitler, men godt kan overskue at læse en adventskalenderbog med fire kapitler.
Konceptet er:
Søndag eftermiddag tændes lysene i adventskransen, og der læses højt for hele familien.
Bogen er skrevet, så både børn og voksne kan være med. Den tager udgangspunkt i mine Pinligt-bøger (Ditte-bøger), men her er synsvinklen ændret fra Ditte til hendes meget foretagsomme lillesøster Christina. Christinas håbløse og meget ambitiøse projekter er denne gang at redde julen for alle fattige familier i Danmark, og hun får som altid (og mod deres vilje) inddraget resten af familien.
Hvert kapitel er et afrundet hele.
Bogen kræver ikke, at man har kendskab til Pinligt-bøgerne, men hvis man har, så får man et ekstra lag med.
 
Anmeldelser:
 
Adventsbogen familien savner
Nu er den her. Advents-bogen, som familien – uden rigtig at være klar over det – altid har savnet.

I har helt sikkert jeres egne traditioner, når I tænder lys i kransen, men hvornår har I sidst læst en julehistorie sådan en søndag i advent?
Det kan I roligt begynde på i år. Forlaget Alfa har nemlig lige udgivet ”Pinligt! – fire gode julegerninger”. Bogen er skrevet af Henrik Nilaus og er delt op i fire overskuelige afsnit: et til hver søndag i advent.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved bogen er, at den formår at fortælle om julen på en måde, der på én gang er hyggelig, moderne og tro mod det, det hele handler om: at gøre noget for andre.
Christinas mission
Vi følger Christina fra 6. klasse, der er fast besluttet på at hjælpe alle dem, der ikke har råd til at holde jul eller er alene i julen. Tanken er god, men giver en del udfordringer. Christina får både brug for opfindsomhed, vedholdenhed og hjælp fra andre, men familien er ikke, som hun regnede med.
De fleste voksne vil glæde sig over, hvordan bogen minder alle om julens sande værdier. De fleste børn vil inspireres stort af Christina og hendes team, der tør gøre noget ved det, de tror på. Og hele familien vil nok have svært ved at vente en hel uge med at få næste afsnit …
Noget for alle i familien
Læs adventsbogen ”Pinligt! – fire gode julegerninger”, hvis I vil have noget ekstra at samles om som familie hver søndag i advent. Alle får noget ud af at lytte med – og alle børn fra 1-2. kl. og op kan være med til at læse højt af den. Det eneste, man kunne ønske sig mere af bogen er, at der var flere illustrationer i den.
Omvendt har forfatteren Henrik Nilaus skrevet 5 Pinligt!-bøger om Christinas storesøster, Ditte, så måske kommer der flere illustrationer, hvis der kommer en ny advents-bog næste år. Og ellers kan I da bare gøre det til en del af traditionen, at I laver jeres egne tegninger til historien, mens I lytter, ikke?
God fornøjelse og god advent.
Line Dahl, Børnibyen.dk
 
 
 
Jule(u)fred
Christina går i 6.klasse og vil redde julen for de fattige, der ikke har råd til julegaver, juletræer og julemad. Hendes familie vil ikke hjælpe hende med missionen. Men Christina er handlekraftig og hverver to af sine venner til at hjælpe sig. Men vennerne hjælper mest, fordi de gerne vil være mere end blot venner med Christina, og det udnytter hun. Det er hun god til, og derfor bliver hun hurtigt upopulær, for ikke alle synes, at hendes ideer om godgørenhed er de bedste. Det stopper dog ikke Christina. Selv ikke da hendes skøre ideer bliver afløst af direkte
ulovlige ideer. Forfatteren Henrik Nilaus er en mester i at beskrive pinlige situationer. Som læser af Pinligt –
Fire gode julegerninger kommer du til at grine af og krumme tæer over både børns og voksnes opførsel. Men Nilaus’ bog, der er bygget op som en adventskalender, kan noget mere. Forfatteren prikker nemlig til nogle emner, der kan være svære at snakke om: at julen handler om at være god ved andre og have øje for, at der er mange, der har det svært under højtiden. Ideen om at hjælpe andre er bestemt ikke dum. Spørgsmålet er bare, hvordan man gør det på den smarteste måde, og det er der ikke noget klart svar på, – og så må man godt tænke sig lidt mere om end Christina.
Emil Blichfeldt, Weekendavisen
 
 
 
Det er blevet december. Men ikke alle i Danmark har råd til at holde jul. Derfor beslutter Christina sig for at redde julen for de fattige og ensomme. Hvor svært kan det være? Og så kan man måske komme en tur i Aftenshowet.
Hun får hjælp af sine to klassekammerater Jonatan og Sebastian, til at føre sine vilde planer ud i livet. Men ikke alle er med på Christinas ideer. Og slet ikke storesøster Ditte. Hun synes bare Det hele er mega pinligt. Men Christina er ikke sådan at stoppe.
Pinligt! Fire gode julegerninger er en adventskalender i 4 kapitler - lige til at læse højt i en 5.- 6. klasse eller for familien. Henrik Nilaus har skrevet en julebog der bringer smilet frem hos både store og små. Måske kender du allerede Christina. Det er Ditte fra Pinligt-seriens lillesøster. Er du vild med den serie, vil du også elske Pinligt! Fire gode julegerninger.
Her er garanti for julestemning. Det skal Christina nok sørge for.
Rikke Dyrhave, Æseløre



Bogen er delt op i fire kapitler og tanken er, at man læser et kapitel hver de fire søndage i advendt. Måske endda som højtlæsning for hele familien, mens man stadig ligger i den lune seng alle mand. PINLIGT! Fire gode julegerninger er en hyggelig og sympatisk fortælling, som man ikke kan undgå at komme til at smile af.
Jane Andersen, bogblogger
 
 

Pinligt! Fire gode julegerninger er en adventskalender med fire kapitler, beregnet til oplæsning for hele familien. Et kapitel hver adventssøndag – eller fx om fredagen, hvis den bliver læst i skolen.

Universet i de fire julefortællinger bygger på Henrik Nilaus´ Pinligt-serie, men i denne bog er det lillesøster Christina, der er gjort til hovedperson. Den forrige hovedperson, Ditte, spiller en storesøster, når hun er værst!
De fire adventsfortællinger tager udgangspunkt i 1) julegaver – alle skal have en julegave, mener Christina – 2) juletræer – alle skal have et juletræ, 3) julemad – alle skal have noget godt at spise, og også 4) julehygge har alle ret til, synes lillesøster Christina.
Christina går i 6. klasse og bliver totalt grebet af, at alle skal have det godt i julen. Hun sætter sig derfor det ædle mål, at hun vil sørge for at redde julen for de fattige og de ensomme. Hun får hjælp af to klassekammerater, Sebastian og Jonatan, der begge bejler til hendes gunst. Sebastian vil – om nødvendigt – gå gennem ild og vand for hende, mens Jonatan er mere forbeholden.
Storesøster Ditte, der er blevet 15, forsøger desperat at få lillesøster Christina til at holde lav profil – men forgæves. Hun må finde sig i Christinas uforfærdede initiativer. I ”Julegaver” opretter Christina en konkurrence på Facebook om, hvilken klasse der kan samle flest gaver ind. Det medfører en tur til skoleinspektører, der har fået klager over lidt for direkte henvendelser til eleverne om at tage gaver med.
Det lykkes kun at få 15 gaver samlet ind, så i ”Juletræer” tager trioen fat igen. Denne gang med tiltag, der går ud over det lovlige. De vil skove juletræerne selv, men den går selvfølgelig heller ikke, og det ender med, at Christinas far lover at tage et brugt juletræ med hjem fra sit arbejde.
I ”Julemaden” er Jonatan tæt på at ende på forbrændingsanstalten, da Christina og hendes to bejlere søger efter madvarer i containere ved supermarkederne, og Jonatan har bevæget sig op i containeren, da den pludselig bliver fjernet. Heller ikke dette initiativ giver særlig meget. Kun Onkel Otto lover at sponsere en flæskesteg, men målet var 700 stk.
I ”Julehygge” sker der endelig noget – takket være Dittes og Christinas forældre, der uden at fortælle pigerne det har inviteret Josefine og Joakim, der på TV havde proklameret, at de ikke havde råd til at holde jul. Også fru Baldersen, hadenaboen, bliver inviteret indenfor, og det hele ender med, at Christina og drengene og Josefine og Joakim bliver inviteret i Aftenshowet, så de kan berette om, hvordan juleaftenen er forløbet.
Hyggelige højtlæsningsløjer from Henrik Nilaus to all of us!
Henrik Nilaus’ fortræffelige serie om pigen Ditte består af de fem bind Pinligt! – Dittes familie (2001), Pinligt! – Ferien i Grønland” (2003), Pinligt! – Ditte på efterskole (2006), Pinligt! – Væddemålet” (2008) og Pinligt! – Dittes valg (2011).
Glædelig jul!
LæringsCentret, Bent Rasmussen
 
Lektørudtalelse
 
Pinligt! - fire gode julegerninger (2015) - BOG
Kort om bogen
Christina går i 6. klasse. Hendes drøm er at give en god jul til alle fattige og ensomme. Men der er ikke meget hjælp at hente hos familien, og i skolen er der heller ikke støtte at få. Men Christina giver ikke sådan op. Sjov julehistorie i 4 kapitler - til hver søndag i advent. Fra 10 år
Beskrivelse
Julen nærmer sig, og Christina har en mission med julen, nemlig at skabe juleglæde for de fattige og ensomme. For i virkeligheden handler julen vel om at gøre noget for andre? I fire kapitler følges Christina i hendes håbløse kamp for at få familie og venner med på ideen. Forfatteren har flere børnebogsudgivelser bag sig. Denne er en selvstændig bog i "Pinligt!-serien". Her er det Dittes lillesøster Christina, der er hovedpersonen. Du behøver ikke at have kendskab til de øvrige bøger i serien "Pinligt!-serien". Bogen er inddelt i fire kapitler, et til hver søndag i advent. Undervejs er der s/h tegninger. Illustrator er bl.a. kendt fra bøgerne om Tiberius Tudefjæs
Vurdering
Bogen er tænkt som en højtlæsningsbog for hele familien, hvor der er et kapitel til hver advent. Men bogen er så godt skrevet, at jeg tvivler på, at alle kan vente til næste uge med at læse i den. Underholdende fortalt med godt flow i handlingen. God som højtlæsningsbog, men en sikker læser kan selvlæse den fra 10 år
Andre bøger om samme emne/genre
En anden rigtig god oplæsningsbog for familien til jul er Iqbal Farooq og julesvineriet
Til bibliotekaren
Julebog med fire afsnit. Fint som højlæsningsbog, fx i skolen eller til selvlæsning fra 10 år. Anbefales
Lektør: Stine Veisegaard