Tokes maske

Illustrator: Per Jørgensen
 
Læserne skrev:
Det er en virkelig god bog..:) Når jeg er begyndt at læse, kan jeg ikke ligge bogen fra mig. Jeg synes, at bogen er MeGa spændende og ville ønske der kom en toer...! Ida 12 år
Hvis I ikke har læst den, så skulle I det, og prøv at leve Jer ind i handlingen. Selv for en 8. klasses elev er den god. Daniel 14 år
Den var spændende, man kunne næsten ikke vente til den var færdig. Så spændende var den. Det er den mest spændende bog jeg har hørt indtil videre. Niklas 7 år
Den er rigtig god og spændende. Den er spændende fordi at den er lidt uhyggelig. Når den slutter får man lyst til at læse mere. Magnus 10 år.
Jeg synes, at den er utrolig god, og jeg læste den på 0,5... Kommer der ikke please snart en to'er. Emma 10 år
Det er en meget fremragende bog & den er rigtig god og alt sådan noget. Walid 12 år
 
 
                              
 
 
Nomineret til Orlaprisen 2008

Toke er 11 år og bruger al sin tid på at tegne. Han har ikke rigtig nogen venner, men elsker at være ude i kolonihaven hos sin farfar, der er kunstner. Her kan han øve sin tegneteknik og være i fred for Mark og alle hans ydmygende drillerie.
Men den dag læreren opfordrer Toke til at deltage i en konkurrence om at lave en maske til et rollespil begynder alting at gå galt. Den voldelige Mark vil selv vinde konkurrencen og truer Toke til at trække sig ud af konkurrencen. Farfaren bliver syg, og Toke står alene med den svære beslutning: Skal han bukke under for presset eller tage kampen op mod Mark, som ikke skyr nogen midler for at vinde?

TOKES MASKE er en barsk og nuanceret historie om at blive udsat for mobning og turde stå ved sig selv.

 


Pluk fra anmeldelser:
Tokes maske er en vellykket og nuanceret hverdagshistorie der leverer tematik og morale med stor præcision og smidighed. Personerne er levende og er i høj grad med til at gøre historien både gribende, genkendelig og uforudsigelig. Der er mange ting i spil når vi taler om mobning - både for offer, gerningsmand, medløbere og tilskuerne.Zenia Johnsen, Fortællingen.dk

Henrik Nilaus har skrevet en uhyggelig beretning fra det virkelige liv om mod og mobning.
Vreden flammer i læseren fra side 1.
Den er sort som kul, men med en lille trodsig glød i mørket.
Det er beskrivelsen af Tokes hverdag, som sender et kuldechok til læseren.
Læseren hopper i stolen af berettiget vrede mod mobberne.
Henrik Nilaus skriver godt. Trivi med tyngde.
Steffen Larsen, Politikken.

En velskrevet og dramatisk roman! Bent Rasmussen, SKOLEBIBLIOTEKET

Henrik Nilaus' historie er meget barsk, men særdeles spændende og velskrevet. Den vil utvivlsomt fængsle sine læsere, som typisk vil være drenge i 6. - 8. klasse. Torben Ringbro, Børn & Bøger

Bogen er spændende og handlingen overrasker til sidst. Bogen handler om mobning, men også om at kunne gribe en udstrakt hånd, om at man først for alvor er i live, når man tager skæbnen i egen hånd. Og om at bruge vreden som drivkraft til at overvinde døden. Her flot formidlet uden sentimentalitet så også drengene har lyst til at være med. Damian Arguimbau, Weekendavisen

Især bogens sidste halvdel er spændende - og slutningen ret suveræn. DR Baracuda - TROLDSPEJLET

Det kan være svært at hamle op med teenagernes pc-spil, internetsammenhold og digitale universer. Denne bog kan.
Dette er en barsk bog om roller og maskespil, om had og jalousi, om magt og afmagt, angst og mod men ikke mindst om venskab. Magnus og Hjalmar på henholdsvis 11 og 12 år var opslugt af dramaet om Tokes maske og giver bogen fem masker.Eline Andersen, God-bog.dk



Anmeldelser:
Vreden flammer i læseren fra side 1.
Det er på vegne af drengen Toke, der bliver mobbet. Det er Henrik Nilaus, der fortæller historien om Tokes maske. Den er sort som kul, men med en lille trodsig glød i mørket.
Det er beskrivelsen af Tokes hverdag, som sender et kuldechok til læseren. Toke må se sig om hele tiden, han må gemme sig og cykle hurtigt og i øvrigt lade som ingenting, når hans plageånder ydmyger ham. Læseren hopper i stolen af berettiget vrede mod mobberne. Senere kommer ind fra Afrika pigen Amina, der også bliver et mobbeoffer. Men hun gør modstand, og historien handler så om, hvorledes hun får puttet noget af sit mod ind i en modløs dreng.
Toke finder et fristed hos farfar ude i kolonihaven. Den gamle er maler og skaber af masker. Toke har arvet farfars talent, så når der er tegnekonkurrencer, så vinder han. Det skulle han ikke have gjort, for Mark forsøger sig også som tegner. Tidligt fornemmes, hvorhen det bærer, men det er alligevel næsten ubærligt at følge handlingen til sin sodsværtede ende. Det kommer til både had og handling. Tilsat en lille dosis overtro, som det sig hør og bør.
Henrik Nilaus skriver godt. Trivi med tyngde. Han er en dreven fortæller, der kan kombinere gys og grin. I Tokes maske er der ikke noget at grine af. Historien er grå og grum og gusten. Den fortæller om ekstremer - javist! - men for mange er det altså hverdagen.
Steffen Larsen, Politikken


Henrik Nilaus er ikke bare barsk, han er meget barsk i romanen Tokes maske, men han beskriver også på en fin måde, hvad det er, der driver Toke i relation til sine kreative sider.
Tokes maske
er en voldsom roman, næsten for voldsom. Henrik Nilaus skåner så absolut ikke sin læser, når det drejer sig om at beskrive, hvad mobningens inderste væsen er. Han efterlader imidlertid ikke bare sin læser i et opgivende tomrum, for Toke må også kæmpe med sig selv og lære at turde stå ved sig selv og de valg, han træffer. Den modige og kloge mulatpige Amina - ny pige i klassen - spiller en vigtig rolle i romanen og er en god støtte for Toke. Hun bøjer ikke nakken for Mark og hans to indskrænkede kumpaner, Martin og Mikkel, men tager modigt kampen op. En virkelig flot tegnet figur!
En velskrevet og dramatisk roman!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"


Lektørudtalelse
Med sin fængslende lidt uhyggelige forside, tror jeg bogen vil tiltrække både piger og drenge fra 10 år, der får en god og spændende historie.
Forfatteren kendes fra sin serie om Ditte, (bind 1 Pinligt!, 2001). Her har han skrevet en fin og sørgeligt aktuel bog om mobning.

Der er i de seneste år kommet rigtig mange gode bøger om dette emne for mellemgrupen. Denne udmærker sig ved på en naturlig måde at kombinere rollespilsvinklen med en meget realistisk beskrivelse af mobningens mekanismer.
Historien er velfortalt, spændende og meget fin i sin psykologiske beskrivelse af Tokes reaktioner. Den symbolske sammenkædning af Tokes arbejde med masken og hans udvikling fra at være offer til at være aktiv fungerer godt. Bogen er let at læse og med en behagelig åben sats. Fin bog til samtale og emnearbejde fra 4 klasse, og til selvlæsning.
Lektør: Tove Delica