Sammenbrud

Omslag: Spild af Tid Aps

Digerne langs hele den jyske vestkyst bryder sammen, og en flodbølge skyller ind over Ribe og Tønder. Over tretusinde mennesker meldes savnet, men regeringen fralægger sig ethvert ansvar.
Emma er på sammenbruddets rand. Hendes bedste veninde, som lige er flyttet til Tønder, er blandt de savnede. Emma klynger sig til håbet, men som dagene går, bliver det sværere og sværere at fastholde troen på, at hun har overlevet. Emmas afmagt og frustration afløses af vrede og had mod klimaministeren og regeringen. Samtidig planlægges en stor protestdemonstration på Christiansborg Slotsplads, og hvor Emmas gymnasievenner forbereder et gadeteater, planlægger militante miljøaktivister at tage helt andre aktionsformer i brug. En af dem er Daniel fra 3. g, som Emma er stærkt tiltrukket af.

De har fundet endnu tre fra min gamle klasse. På loftet af en forladt gård. Vi brugte den, når vi ville være alene. Det var der, vi røg vores første smøger, prøvede hash og også der, jeg første gang var sammen med en dreng. Minna så væk. Han var en en af de tre, der blev fundet i går. Og nu ved jeg, at vi kun er 13 tilbage af de 28, der startede i min klasse.

 

Anmeldelser:
Det kunne ske...
En søndag rammer en kraftig flodbølge Danmark. I Sønderjylland er Mille alene hjemme med sine to små søskende, da vejret virkelig tager fat og rusker huset. Udenfor starter et begyndende kaos. Folk pakker deres biler og prøver at komme væk
"Skriv! Jeg er bange!" smsser Mille til sin bedste veninde Emma.
Emma bor på Sjælland og følger med i tv. Hun ser, da digerne i Sønderjylland ikke kan holde presset fra vandmasserne, og katastrofen sker. Tusindvis af mennesker dør, og mange meldes savnet.
Mille sender ikke flere smsser, og afmagten og sorgen overtager nu Emmas tanker og hverdag.
Sønderjylland er pludselig både langt væk og utrolig tæt på
Historien om Danmark, der rammes af konsekvenserne efter en flodbølge, fortælles igennem Emma. Hendes verden, som før handlede om gymnasiet, vokser sig pludselig mere intens. Gråtoner sniger sig ind i hendes tanker, samtidig med at kærligheden puffer til hende, da hun kommer tættere på 3g'eren Daniel. Forholdet er ikke ukompliceret, da Daniel er med i en aktivistgruppe, der planlægger en aktion mod klimaministeren.
Sammenbrud er en tankevækkende, bevægende, aktuel og facetteret fortælling om venskab, kærlighed, vrede, had, angst og politik. Historiens elementer spiller godt op mod hinanden, og sammenbruddet virker realistisk og udfordrende på både individ og samfunds-niveau.
Synspunkter og facts snurres ind i fiktionen, uden at det blive didaktisk eller irriterende.
Dramatikken er hele tiden tilstede uden at være overspillet og giver i stedet historien en fortættet og knugende stemning, som gør, at selvom Sammenbrud er en forholdsvis kort roman, strækker den sig ud over sine sider og involverer læseren både på det følelsesmæssige plan og i en klimapolitisk kontekst.
Henrik Nilaus er en forfatter med noget på hjertet. Hans store force er, at han kan komponere socialrealistiske historier, der trods skyggefulde konturer er nuancerede, levende og kraftfulde.
Zenia Johnsen, fortællingen.dk

 

Der udkommer ikke mange politiske ungdomsromaner i disse år, og et stort cadeau til Henrik Nilaus for at udfordre genren. Jeg synes, han kommer godt fra at diskutere hovedtemaet om, hvad der er i orden at gøre, og Sammenbrud står som en stærk lille og aktuel ungdomsroman. Bent Rasmussen, Skolebiblioteket.


Der er normalt ikke så meget politik i ungdomsbøger, men det rådes der bod på i denne thriller om stormfloden i Sønderjylland, attentatet mod den opblæste miljøminister og kærligheden som sådan.... Forfatteren kommer godt omkring katastrofens omfang og virkning i det politiske system og hos de berørte mennesker.
Steffen Larsen, Politiken.


En bog som bare skyller ind over en!
Bogen har en rigtig god start, hvor man i første kapitel følger Mille, da digerne bryder sammen, og på den måde frygter man også for Milles liv sammen med Emma, da hun ikke er ukendt. Man har frygtet sammen med hende, hvilket er en rigtig fed detalje.
Bogen er godt beskrevet, og den virker realistisk med nationale sørgedage, demonstrationer og voldsom folkelig modstand. Alt dette gør den realistisk og spændende at læse. Desuden er Emmas rejse fra meget håbefuld til mindre og mindre meget spændende at følge.
Christen, Boggnaskeren.

 

Lektørudtalelse
Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau
Ungdomsbog som henvender sig til de 13-16-årige. Bogens faglige og relevante problematikker gør den velegnet i skolesammenhæng specielt folkeskolens ældste klasser. Forsiden er mørk og dyster og giver således et hint til det alvorlige indhold
Beskrivelse
I et frygteligt uvejr bryder digerne langs den jyske vestkyst sammen. Flere tusinde mennesker dør i "tsunami-lignende" tilstande. Emma, som bor i København, er i panik. Hendes bedste veninde er netop flyttet til Tønder og er nu blandt de savnede. Bogen åbner for et skræmmende "det kunne også ske i Danmark scenario". I takt med redningsarbejdet planlægges der i København protestdemonstrationer på Christiansborg Slotsplads, som senere udvikler sig fatalt. Målgruppen taget i betragtning er sproget nemt tilgængeligt og let læst. Forfatteren er allerede ganske kendt i børnebiblioteket senest med den Orla-nominerede Tokes maske
Sammenligning
Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om øvrige titler for målgruppen, som behandler emnet i skønlitterær form. I børnebiblioteket findes dog en betragtelig mængde faglitteratur om emnet. I forhold til protest-aktivisme etc. minder bogen om fx Irene Pedersens Jorden brænder.
Samlet konklusion
En god og velskrevet bog som behandler et relevant emne. Med rette formidling vil den helt sikkert være interessant for mange unge med sin blanding af populære emner: katastrofe, protest og kærlighed.
Lektør: Rikke Skuldbøl Jakobsen