Ditte er 14 år og har glædet sig til en dejlig lang sommerferie, inden hun skal på efterskole. Hun skal bare nyde solen og stranden og hænge ud med vennerne. Men nu er hun på vej til Grønland sammen med sin far, mor og lillesøster. Og det er ikke spor afslappende, for hendes far har lavet en lang liste over alle de ting, de skal se. På listen står der ikke noget om en dreng ved navn Jon. Men ham får Ditte selv øje på.
Jeg sikrede mig, at de andre sov. Så bøjede jeg mig forsigtigt ind over ham. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men forsøgte i blinde at ramme hans mund med et ordentligt kys. Han bevægede sig lidt, og jeg kyssede igen; men der var noget, der virkede forkert, og da han halvt i søvne vendte sig, kunne jeg se, at det var forkert … helt forkert.
Anmeldelse: Her leges med sprog, her skrives sjovt og sært, og der må grines højt og gerne. Henrik Nilaus skriver helt sødt og charmerende i Pinligt-serien. Det er en forvirret og festlig familie, og Ditte er vældig almindelig og troværdig. Dansk Folkeskolesektionens medlemsblad, maj 2007
Lektørudtalelse: Det er en sjov og velskrevet bog om en ganske almindelig dansk familie. Der er humor og charme over beskrivelsen af den uheldige, videbegærlige far, den omsorgsfulde mor og den emsige lillesøster og naturligvis hovedpersonen, pubertetspigen Ditte, der kommer ud for diverse pinlige begivenheder. Resten af selskabet er også beskrevet på en underholdende og sjov måde. En fin bog til fælles ferielæsning for familien. Velskrevet humor for børn fra ca. 12 år. Britta Liboriussen |